| Studietur 2011 |
|
|
| Studieliv |
| Skrevet af Julie Joy Gram Olsen, Mads Eriksen og Rie Jochumsen |
|
![]() Mange mennesker har måske den opfattelse at vi på HA(jur.)/cand.merc.(jur.)-studiet er knastørre mennesker der, fordi vi læser jura og økonomi, aldrig får lov til at lave noget som helst sjovt. Endnu større er fordommen om at vi, fordi vi læser dansk ret, aldrig nogensinde kommer uden for landets grænser. Heldigvis har FEJ’s Rejsehold igennem en årrække sørget for at disse klichéer bliver manet godt og grundigt til jorden.
En af de gennemgående ting vi lærer på studiet er at optimere og effektivisere enhver situation man befinder sig i. Så selvfølgelig er det fuldstændig tåbeligt at rejse til den anden side af jorden for at marchere rundt i slips og højhælede sko uden at gøre kagen større. Derfor sørger Rejseholdet for, at der også er plads til både kulturelle og sociale indslag i programmet. Vi har blandt andet set et af verdens syv vidundere, redet på elefanter, været på fisketure, afholdt kanokonkurrencer og udforsket Thailand fra havets bund til højder hvor selv Tarzan og Kathrine Vinjebo ikke kan følge med. Nogle har også deltaget i en af Indiens største folkefester, Holi-festivalen, i Mumbais gader, hvilket resulterede i at den skrigende lyserøde Holi-farve stadig var synlig dagen efter til besøget hos Maersk. Ups drenge…
Generelt kan der ske rigtig meget på forholdsvis kort tid når vi tager på studietur, og derfor er det godt at have nogle basisregler og retningslinjer at følge for at få hele arrangementet til at glide lidt lettere. For eksempel er det en fast regel at man aldrig går alene rundt, og selvfølgelig ALTID, ligesom Signe, fortæller hvor man går hen, så man ikke sætter resten af selskabet på den anden ende. Derfor er det (som en lille leveregel) i hvert fald altid en god idé at memorere navn og adresse på hotellet, så man i det mindste ender i den rigtige bygning. At ende på det rigtige værelse i den rigtige seng er en anden sag – det må vi arbejde på til næste år! Studieturen er ikke kun en 2 ugers forestilling, da de nye venskaber jævnligt bliver plejet med diverse kaffedates, flere afterparties hvor turens mest populære drink hældes ned og ej at forglemme lille tirsdag. Derudover er der de seneste år startet en tradition om at sparke sommerferien i gang med en kæmpe fælleslejr på årets Roskilde Festival, der ligesom studieturen bringer utallige gode minder og historier med sig, da vi også her et mix af alle årgange. |